I Hørning Udemotions MTB gruppe, er vi omkring 50-60 motionister, der hylder samværet og venskabet, i samme grad som det, at vi elsker at komme ud i naturen, og nyde den frihed og motion man kan få på en mountainbike.

Der køres typisk 3 gange om ugen i sommerhalvåret, tirsdag, torsdag og søndag, og 1-2 gange om ugen i vinterperioden, alt efter vind og vejr.

Hverdagsaftnerne køres der lokalt i Østjylland, inden for en halv times kørsel i bil, eller der køres en tur i de omkringliggende skove.

Søndag varierer lokationen, til spor der kan ligge lidt længere væk, det kan f.eks. være Randers, Mols, Horsens, eller Ikast. Med mellemrum laves der heldagsture, der bringer os endnu længere væk, og her arrangeres ofte hygge med lidt grill og andet godt.

I foråret arrangeres tillige en udlandstur, der typisk tager os til Tyskland, Polen eller Tjekkiet,
Her er formålet at have det sjovt og så få cyklet en masse spor.

Vi er et team af turplanlæggere, der skiftes til at tilrettelægge turen, og der meldes ud ca. 2 dage i forvejen, hvor turen går hen. Det er planlæggeren der har ansvaret for, at alle fremmødte kan være med og at de kommer sikkert hjem igen.

Der lægges stor vægt på, at det er et motionsfællesskab, og at her er plads til alle, der har lyst til at komme ud og prøve kræfter med cyklen i skoven. Det kræver ikke meget for at være med. Du skal have en velegnet cykel /MTB, en cykelhjelm, og så lyst og vilje til at prøve at køre med.

Sporene der køres på varierer mellem singletrack, skovveje og grusveje, og der findes altid spor, der passer til det niveau der er hos de fremmødte.

For at få nye med på MTB, har vi gennem flere sæsoner, arrangeret en ugentlig træningsaften for nybegyndere, hvor der startes helt fra bunden, med grundlæggende MTB teknik.
Her kan alle være med.

Har du lyst til at høre mere om hvad der sker i Udemotions MTB gruppe, eller har du lyst til at være med på et begynderhold, så send en kort besked til: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.